Caldera Blanca

Stedet, hvor denne kirke ligger placeret, har direkte forbindelse til vulkanerne, eftersom en af de nordlige lava-arme fra udbruddet i det 18. århundrede sluttede her. Et kors på et klippefyldt forbjerg tæt på kirken markerer dette punkt. Det er grunden til, at øens skytshelgeninde, der tilbedes i denne kirke, Nuestra Señora de los Dolores, har fået navnet Virgen de los Volcanes (Jomfru af vulkanerne).

I gaderne i Mancha Blanca ser vi resterne af en gammel landbrugsmølle til maling af korn, kendt som blodmøllen. Der var rigtig mange af disse møller, men denne er en af de to, der er tilbage i Tinajo. Blodmøllerne er af romersk oprindelse. Et dyr var forspændt midterakslen, som så igen drejede møllestenene ved hjælp af tandhjul.

Udbruddet i 1730 dækkede hele den midterste del af øen og udslettede omkring 30 landsbyer og de bedste landbrugsområder på Lanzarote. Derfor er hele den midt-vestlige del af øen nu et ufrugtbart område med nyere lavastrømme, hvor det praktisk taget er umuligt at drive nogen form for aktivitet. Det konstaterer vi, da vi går igennem området. Det er et kompliceret, kaotisk område med lava i forskellige former, der er hobet op helt tilfældigt rundt om stien.

Den første kegle, vi støder på, er La Caldereta. Da vi kommer hen til krateråbningen, kan vi se, at den har en perfekt hesteskoform. Dette skyldes at, det drejer sig om et krater, der åbner sig mod den side, hvor lavastrømmen kom fra. Vi ser farveskiftet og dens mere formstøbte konturer, eftersom den er fra en vulkansk periode, der ligger forud for Timanfayas udbrud. Som tegn på kvægbrug i området, finder vi stenkonstruktionerne i krateråbningen, resterne af et vandreservoir og nogle indhegninger på det ufrugtbare sted nærmest krateret.

For foden af Caldera Blanca viser en række stenindhegninger, at den eneste menneskelige brug, der stadigvæk foregår her er dyrehold. Vi kan sandsynligvis se geder inde i La Caldera. En af indhegningerne er hjerteformet - derfor taler man om en forelsket hyrde. Vi ser dette meget bedre, hvis vi går op ad vulkanskråningen.

Caldera Blanca er en vulkankegle, sandsynligvis med hydromagmatisk oprindelse, dvs. et udbrud, hvor lavaen kommer i kontakt med vandet. Denne vulkan tilhører den såkaldte serie III, der gik forud for de seneste vulkanudbrud. Det er en af de højeste vulkaner midt på øen. Før i tiden blevet krateret opdyrket indvendigt, da bunden er forholdsvis flad. Dens navn stammer fra dannelsen af et kalkstenslag i overfladen. Det er en proces, der gør den vulkanske overflade hård og giver den sin karakteristiske hvidlige farve, som fremhæver den i landskabet.

På den højeste side af Caldera Blanca, mod syd, har vi en fremragende udsigt over hele det vulkanske område i Timanfaya. Vi kan tydeligt se, hvordan Montañas de Fuego og resten af kraterne fra det længste udbrud, der har været på De Kanariske Øers historie, ligger på linje. Vulkankæderne fra de tre store faser kan tydes i horisonten: Macizo del Fuego, Montañas del Fuego og Pico Partido, selvom de i vores øjne kan synes at være en stor vulkan.

Efter at være gået ned ad den vestlige skråning af Caldera Blanca, før vi igen finder ruten tilbage, møder vi endnu dal, der kan vise os noget om, hvordan den midterste del af Lanzarote var før udbruddene i det 18. århundrede. Udbruddet i 1730-36 ødelagde 30 % af øen, områderne med størst landbrugsproduktion, og var årsag til, at en tredjedel af befolkningen måtte forlade øen. Det er nemt at se kontrasten mellem dette område, der i dag er isoleret midt i det ufrugtbare område, og de seneste lavaformationer, som vi igen kommer igennem på vores vej tilbage.