La Llanía

Ruten bevæger sig ind i skoven, der kaldes El Brezal, hvor der overraskende nok er mange fayas (stedsegrøn busk af pors-familien). Den rigelige nedbør - det er øens mest regnfulde område - gør, at disse buske bliver meget store. Vi finder først en lysning i skoven, der kaldes La Chapa Pablo. På denne første del af ruten går vi igennem en tæt laurbærskov, med en lukket plantehvælving, luften er fugtig, og der er masser af mos- og lavarter.

To imponerende kanariske fyrretræer springer særligt i øjnene. De minder os om, at forekomsten af fayas og træ-lyng ikke er almindelig på denne sydvendte skråning. Fugtigheden fra tågedannelserne stiger herop over El Golfo-skrænten.

Ruten snor sig mod syd og følger bunden, hvor en lille slugt tager sin begyndelse. Da El Hierro geologisk set er en ung ø er netværket af slugter endnu kun ringe udviklet. Der er store bestande af bregner langs vejkanten. Den hyppigste art er den almindelige bregne eller ørnebregnen.

Det er en af de mest udbredte bregnearter på øen. Dens fjernsnitdelte blade kan blive op til to meter lange. Det er en bregne, der kan tåle lyset og ret meget varme, og derfor finder vi den i denne del af skoven, hvor der er mindre fugtighed.

Vi krydser landevejen, der fører til Hoya del Morcillo, der er øens vigtigste rekreative skovområde. Vi er fortsat i skovområdet, men der er nu tale om en meget anderledes slags skov. Den mindre fugtighed gør, at fayas-buskene er veget for lyngbevoksning, der er mindre krævende, hvad angår fugtighed, og mere modstandsdygtig over for solens stråler og tørke.

Denne store lysning ligger for foden af Montaña de la Fuente.  Ordet "tablada" fortæller noget om, hvor vigtigt kvægbruget var i El Hierro. Det er nemlig et ord, der bruges i hyrde-sammenhæng. "Tablada" er et sted, hvor kvæget samles. Når stedet ligger i nærheden af en landsby, forbinder man ordet med et slagteri. Det er et ord, der bruges i Andalusien.

Denne kilde, der ligger gemt i bjergene, er en del af øens historie, nemlig den spanske efterkrigstid, som var en af de hårdeste perioder. Den blev bygget i 40'erne af den økonomiske forvaltning på De Kanariske Øer for at give kvæget et vandingssted. Endvidere anlagde man brønden til menneskelig brug, og man holdt vandingsstedet adskilt fra brønden. Det ligger ikke så langt tilbage i tiden og slet ikke i de ældres hukommelse, dengang vandet ankom i lastbil til brøndene i de private hjem, eller da man gik til kilderne med beholdere, hvor man til tider skulle stå i kø pga. de små mængder vand, der kom frem.

En frygtelig brand lagde i september 2006 1.400 ha af El Herreros bjergareal øde. Denne strækning på stien, La Llanía, går igennem et område, der blev totalt hærget af denne brand, som kom under kontrol i dette område efter at være løbet opad fra El Pinar. Det er interessant at konstatere, hvordan vegetationen vinder frem, både på grund af nogle unge kanariske fyrretræer og som følge af genplantningen af fayas og træ-lyng, som lidt efter lidt tager form.

La Hoya de Fireba er en imponerende caldera og resultatet af et eksplosivt vulkanudbrud, der fandt sted i den midterste periode af øens vulkanske historie. Det er desuden øens bedst bevarede caldera, eftersom der kun er tre af denne slags. Calderaen befinder sig midt i knudepunktet for de tre højderygge, der giver øen dens uregelmæssige stjerneform. Dette imponerende krater har en indvendig diameter på 259 m og en dybde på 110 m. Dens bund af vulkansk aske er flad.

At komme ind i dens indre er et magisk øjeblik, eftersom Calderaen indvendig har en glorie af naturlighed og stilhed, der kun afbrydes af fuglene, der flyver hen over den. Calderaens sydside påvirkes af passatvindene, der fejer hen over den skrænten langs El Golfo, hvilket har givet grobund til en bevoksning af fayas og træ-lyng, hvorimod nordsiden er forblevet næsten helt uden vegetation. På bunden af Calderaen blev et mindre område før i tiden brugt til at dyrke kartofler i tørlandbrug takket være en sti, der gjorde det muligt at komme ind i krateret, og som i dag igen er i brug.

Dette udsigtspunkt befinder sig længst mod syd på kanten af Calderaen, lige over det område, hvor de vulkanske asker, som blev slynget ud af vulkanen, lapilli, der på øerne betegnes som "picón" (lavagrus), aflejredes.  Til venstre for udsigtspunktet finder vi tinden Pico de Fireba, der på fugtige dage fremviser en særlig farvekontrast. Fra udsigtspunktet har man på dage, hvor vejret er klart, en fantastisk udsigt over de andre øer, La Gomera og Tenerife. Nøjagtigt hen over denne sydlige kant af Calderaen, hvor udsigtspunktet befinder sig, går landevejen La Virgen (Jomfru-vejen), der forbinder La Dehesa og Valverde, som ligger i pæn afstand fra hinanden.  La Hoya de Fireba befinder sig mellem La Llanía og La Mareta. På strækningen mellem disse to lokaliteter løber landevejen La Virgen igennem den ene landsby efter den anden. I La Llanía, overgiver El Golfo jomfruen til El Pinar, for at landsbyen Isora derefter modtager den i La Mareta.

Denne lille slette, som inden genopdyrkningen, var en lysning i bjergene, har været forbundet med folkelig overtro og hekse. Man har ifølge traditionen sagt, at på dette sted voksede der ingen træer, fordi heksene dansede her. Udøvelsen af magi og trolddom var meget rodfæstet i underbevidstheden hos beboerne på El Hierro og hos den kanariske befolkning generelt. De steder, hvor heksene dansede, kaldtes "bailaderos" (dansestederne).

De findes på alle øerne, selvom dette navn også bruges om de steder, hvor de indfødte efterlod kvæget uden foder, så dyrene kunne brøle til guderne og bede om regn.

Deraf kommer ordet "baladero" (sted, hvor der brøles), der har blandet sig med disse heksekunster i "bailadero" (sted, hvor der danses).

Dette udsigtspunkt er en fantastisk naturlig balkon over El Golfo. For det første ser vi forbjergene med laurbærskov, der kravler op ad klippevæggene fremkommet ved et enormt skred, som tog en stor del af øen med sig ned på havets bund. El Golfo opstod som følge af et gravitationsskred (skred forårsaget af tyngdekraften), eftersom øens uforholdsmæssigt store højde provokerede ustabilitet, der til sidst førte til et gigantisk kollaps. Derfor ser vi ulige klippevægge, på sine steder praktisk taget helt lodrette som de stejle Tibataje-klipper, der fortsætter ud i havet som Salmor-klipperne.

På vores venstre side ser vi et område med en mindre skråning. Det er vulkanen Tanganasoga - en af de vulkaner, der bidrager til at fylde lavningen dannet ved det skred, der afstedkom det lave område med El Golfo.

Denne hede er et eksempel på vigtigheden af vandret regn som følge af opfanget vand fra de tågedannelser, som passatvindene afstedkommer. Som det er tilfældet med Garoé-træet, fortætter grenene og bladene på denne hede dråberne i disse tågedannelser, der så falder som nedbør. Den cementhårde jord forhindrer, at vandet siver ned i undergrunden og fylder i stedet en brønd for foden af træet.

Dette kunstfærdigt indfangede vand forsyner La Fuente de La Llanía, der er både udgangs- og slutpunktet for denne rute langs nordranden af Nisdafe-plateauet. På trods af sin ringe størrelse forsyner denne kilde den "nye kilde", La Llanía, med vand hele året, og i en sådan grad, at nogle af beboerne fylder deres beholdere med dette vand til husholdningen.