Camino de Jinama

Denne bygning ligger foran Candelaria-kirken, og her lå det første rådhus i Frontera i begyndelsen af det 20. århundrede. Frontera blev grundlagt i 1912 som den anden kommune på El Hierro. Indtil da havde hele den offentlige forvaltning på øen ligget i Valverde. Foran bygningen ligger Candelaria-kirken, der i dag er en bar. Det mest unikke ved kirken er det fritstående klokketårn, der er placeret på en lille vulkankegle på Joapira-bjerget bag kirken. Pilgrimsruten Camino de Jinama starter på dette sted med en cirka 500 meter lang asfalteret strækning.

De traditionelle huse på El Hierro var lavet af rå sten, fordi kalkning var en luksus, som de fleste familier ikke havde råd til. I de fleste huse var gulvet faktisk lavet af ler dækket med komøg. Det gjorde, at det første hvidkalkede hus i Golfo-dalen blev berømt og fik tilnavnet Casa Blanca (det hvide hus) helt tilbage i 1873. Det ligger i landsbyen Los Corchos og er et vartegn i området, eftersom dette hvidkalkede hus kan ses helt fra havet. I dag er huset ikke lige så fremtrædende, men det repræsenterer stadig øens traditionelle bygninger i landområderne.

Dette enkeltstående fyrretræ giver navn til en gård, der beskæftiger sig med vindyrkning i et område, der grænser helt op til den offentlige skov. Fyrretræet skiller sig ikke kun ud på grund af sin højde, men også fordi det her ikke vokser i sit naturlige habitat, der typisk er på bjergtoppens sydskråning. Dette fyrretræ stammer som de andre på skråningen fra frø, der er faldet på jorden i ekskrementer fra de vilde duer, der flyver over området. Tidligere var der i dette område en af de fem porte, som man lukkede om natten. Formålet med portene var at forhindre, at dyrene skulle gå over til afgrøderne, eftersom der især var mange svin i de tilstødende områder med skov og krat. Porten findes ikke længere, men man kan stadig se, hvor grænsen gik mellem den private og den offentlige del af bjerget.

Denne sten ved siden af vejen ligner et alter, både på grund af sin rektangulære, trappeagtige form og det faktum, at der er et trækors øverst på stenen. På siden ses et stort udskåret kors. Dette religiøse symbol er forbundet med stenens funktion som hvileplads for de døde. Indtil midten af det 19. århundrede skulle personer, der gik bort i El Golfo, transporteres til Valverde for at blive begravet. Begravelsesfølgerne benyttede denne sten til at sætte den afdøde for at hvile, inden de fortsatte færden.

Vi befinder os ved skrænten ved La Helechera-stenbruddet. Herfra har man taget de røde tufsten, der blev brugt til hjørnerne på mange bygninger i El Golfo, for eksempel Candelaria-kirken. Pilgrimmene var pålagt den fromme gerning at tage en sten med ned til opførelsen af kirken. Vi kan se flotte eksemplarer af "barbuzano", en art af laurbærtræet, der fortæller os, at vi befinder os i en fugtig termofil skov, der ligger under El Hierros karakteristiske laurbærskov. Her findes talrige barbuzano-træer foruden kanarisk kristtorn og andre buskarter. Skovtypen kendes også som xerophil laurisilva, fordi disse træer kan overleve ved en lavere fugtighed end andre mere udviklede laurbærtræarter.

Dette eksemplar ved vejkanten er et af de få hvilesteder på ruten, eftersom den er mindre stejl her. Træets rødder er perfekte til at binde svinene fast i under flytningerne. Hvis man ser efter, kan man stadig se mærker fra hjørnetænder. De er blevet lavet af en hjemmehørende race af sortsvin med meget udviklede hugtænder, der tidligere fandtes på El Hierro. Denne race er i dag forsvundet fra øen. Da svinene blev meget let skræmt, transporterede man dem ofte om natten, fordi de på denne måde ikke kunne se højdeforskellene omkring vejen og derfor ikke blev forskrækkede.

Midt på vejen finder vi en meget stor sten, der blev dannet ved et stenskred. Oven på den er der rejst et kors. Ifølge traditionen er den også en mindesten for en munk, der var ude for en ulykke ved et stenskred. Stenens placering på vejen minder os om, at der på ruter langs klippevægge som denne ved Jinama altid findes en risiko for stenskred, og de er især farlige på dage med vind eller regn.

Visnea mocanera træerne i Jinama er nogle af de mest unikke eksemplarer af denne art i laurbærskoven. De ledsager den vandrende langs vejen, men kun få har en størrelse som dette eksemplar, der på grund af sin højde, løvmængde og alder har fået tilnavnet Mocán de la Sombra (skygge-visnea mocanera), fordi den tjener som læ og ly for vandringsmanden. Mocán de la Sombra var desuden forbundet med Jomfru Maria-tilbedelse, eftersom man i et hulrum i stammen tilbad et relief forstillende Jomfru Marias undfangelse. Dette Maria-billede endte med at have sin egen fest på ruten, som blandt andet omfattede danseoptrædener.

Naturligt udsigtspunkt over El Golfo. Herfra piftede og råbte man for at give besked om, at nogen var på vej ned, at maden var ved at være klar, eller at man var kommet godt frem. Tidligere var der ikke så mange kunstige lyde, så man kunne høre stemmer langt væk fra. Man brugte også horn lavet af konkylier eller skaller, fordi hver familie havde sin egen karakteristiske lyd Metoden blev også brugt som mundtlig avis, for eksempel ved dødsfald eller slagtning af et æsel. De unge råbte navnene på æslets dele for at hentyde til personer, som de gerne ville kritisere. Her var der plads til hård social kritik, og det var et sted, hvor nattens mørke gav plads til, at alle kunne få afløb for deres tanker i dette lille samfund.

Jiname er også en del af den vigtigste festdag på El Hierro, nemlig La Bajada, hvor Reyes-jomfruen bæres gennem øens landsbyer. Jomfru María-figuren forlader dalen hvert fjerde år for at foretage en nedstigning af Jinama efter at være kommet ind i Golfo-dalen gennem Los Roquillos-tunnelen, for at undgå den traditionelle farlige La Peña-rute. Op til 500 personer ledsager jomfruen i en lang procession, der siden 1989 har gjort holdt på dette sted. Således holdes der liv i en af de traditionelle anvendelser af denne vej, der i dag er en meget populær vandrerute på El Hierro.

Inde i denne grotte ved kanten af vejen finder man en række runde sten, der ligner de tønder, man bruger til lagring af vin. På El Hierro kaldes disse tønder for "pipas", og deraf kommer navnet Cueva de las Pipas (Pipas-grotten). Pipa" er et almindeligt mål inden for landbruget på De Kanariske Øer, idet der her anvendes "pipas", dvs. tønder, til vanding, og en pipa svarer til ca. 450 liter. Dette sted er desuden vigtigt, fordi det lå midt på ruten, hvor æslet kunne få et hvil. Alt efter om man var på vej op eller ned, udvekslede man nyheder om dalen og bjergtoppen.

Ordet "letime" er kommet ind i spansk fra det gamle kanariske sprog og bruges om en høj klippeskrænt eller klippevæg. Det er en kant på en meget høj klippeskrænt eller kanten ud mod en afgrund. I Isola er "letimen" afmærket af kilen ved Jinama, som er toppen af et vulkansk dige, der markerer passagen med adgang til ruten, der snor sig langs med klippevæggen. Det er et vartegn i landskabet, som kan ses fra den første del af vejen i Joapira. Der var tradition for at bede til en Jomfru María-figur eller en helgen, når man forberedte sig på at drage ud på en af disse ruter. De tre vigtigste – Tibataje, San Salvador og jomfru Maria her ved Jinama – har ved begyndelsen af nedstigningen et kapel, hvor man kunne forberede sig på nedstigningen eller takke for en veloverstået tur. I Jinama er kapellet viet til den barmhjertige Jomfru Maria. Det lille kapel blev opført i 1924 med bidrag fra såvel indbyggerne i San Andrés og Isola som udvandrere til Cuba.

Sådan kaldes denne del af Nisdafe-plateauet af El Hierros indbyggere. Navnet stammer fra et interessant vulkansk fænomen. I området nord for plateauet var de vulkanske udbrud fra San Andrés tilsyneladende meget flydende og indeholdt masser af gasser, eftersom undergrunden er fyldt med hulrum og fordybninger. Når man red med heste på denne strækning, lød det, som om nogen spillede på en tromme, og derfor har området fået sit specielle navn. Navnet blev registreret af Bartolomé García del Castillo i sit værk om El Hierro for over tre hundrede år siden. Det har overlevet til vore dage og giver stedet et strejf af magi.