La Gomeras historier fortælles i ly af tågen i de frodige skove i Nationalparken Garajonay.
Her observerer arter, der stammer helt tilbage fra tertiærtiden, hvordan livet udvikler sig næret af de friske passatvinde og den såkaldte ”horisontale regn”, som giver fugtighed til den bjergkæde, der gemmer på så mange legender og historier. Her kan man opleve alle verdens nuancer af grønt, især håbets grønne farve. Dette naturens eget tempel har været der for øens indbyggere, siden før Columbus havde sin gang på øen på vej til Amerika. Skovens særegenhed gør den unik i hele verden og den blev i 1986 udnævnt til naturverdensarv af UNESCO, samtidig med at den har været nationalpark siden 1981, og hele øen har været biosfærereservat siden 2012.
Skov fra tertiærtiden, før kontinenterne skiltes ad
Ángel Férnandez er direktør for Nationalparken Garajonay, og han er drevet at kærlighed til den skov, som han anser som en del af sin familie, når han betegner arterne i La Gomeras laurbærskov som ”de heldige rester af en skov, som var meget udbredt i Europa for mange millioner år siden”. Selv stammer han fra Galicien og har altid vidst, hvad han brændte for. ”Da jeg blev færdig med at læse, vidste jeg bare, at jeg ville være, hvor der er laurbærskov. Derfor ansøgte jeg og var heldig at få pladsen på La Gomera.” Det var i 1986, og siden har han aldrig forladt øen. Hans job er at observere Garajonay, men det er også det, han elsker at gøre i sin fritid. ”Skoven er kendt for sin skønhed, men det er svært at forklare, hvad er egentlig sker i den skov. Her findes arter, som eksisterede, før mennesket fandtes på jorden. Arter, som stammer tilbage fra tiden, før kontinenterne skiltes ad. Og ikke nok med det, disse arter vokser og udvikler sig stadig.” Og direktøren fortsætter med glimt i øjet, når han erklærer, at dette faktum, som understøttes videnskabeligt på daglig basis, er det mirakel, som de besøgende naturelsker nyder godt af. Fernández tilføjer, at det at observere naturen giver os indblik i vores egen eksistens. ”Det smukke ved livet og ved denne park er kontrasterne og det at se så mange forskellige ting samlet på et enkelt sted og på så kort tid. Parken kan opleves på fem dage, og det er en enestående mulighed for at nyde naturens og selve livets biodiversitet.”
Tilgængelig natur
”I Nationalparken Garajonay kan man utvivlsomt opleve naturen, og hvis man er åben for det, kan man finde alle livets svar her.” Sådan lyder det fra en af parkens guider, Amparo Herrera. ”Laurbærskoven er som en moderfigur. Derfor er det godt for helbredet at være her, fordi hun omfavner dig og accepterer dig, som du er.” Amparo Herrera deltager som frivillig i Røde Kors’ projekt ”Bevægelse i nationalparkerne”, som går ud på at promovere ture i nationalparkerne i specialbyggede kørestole. ”Formålet er, at bevægelseshæmmede også skal have adgang til dette sted, som også tilhører dem.” Amparo fortæller om projektet, mens flere personer får en tur i joelette-stolen, som kun har et hjul, og kan bevæge sig i skoven ved hjælp af to personer, der skubber den. Amparo har 15 års erfaring som guide i parken og kender alle skovens legender. Hun smiler ved spørgsmålet, om de er sandfærdige, og svarer, at ”det afhænger af den enkeltes dømmekraft og fantasi.”
Kærlighed og hekse i Nationalparken Garajonay
Mens turen fortsætter hen ad stierne, høres en stille brise blandet med fuglekvidder og biers summen, indtil stien forsvinder, og vandringsmanden forvandles til opdagelsesrejsende i naturens eget spændende univers. Dette univers omfatter heksene, som efter sigende samles ved Laguna Grande. Man omsluttes også af den gribende historie om Gara og Jonay, de oprindelige elskende, som endte med at tage deres eget liv sammen, fordi deres kærlighed ikke blev accepteret af medlemmer af deres stammer, som var i krig mod hinanden. Jonay var søn af den lokale leder, den såkaldte ”mencey”, i Adeje på Tenerife, også kaldet Echeyde, ildens ø. Legenden fortæller, at han svømmede til øen, hvilket er forståeligt, når man ser hvor tæt La Gomera ser ud til at være på El Teide. Gara var prinsesse af Agulo, vandets prinsesse, og levede på La Gomera, mens hun tilsyneladende kendte sin skæbne fra starten af. Hun havde nemlig set alt reflekteret i vandet fra Los Chorros de Epina, som består af syv vandstråler. Her mødtes mænd og kvinder, som de også gør den dag i dag, for at søge svar på spørgsmål vedrørende deres skæbne og for at smage på vandet og få held i kærlighed. ”Drik vandet fra de ulige vandstråler, hvis du er en kvinde, og fra de lige vandstråler, hvis du er en mand.” Sådan forklares legenden på informationstavlen ved indgangen til kilden. ”Og drik af mændenes vandstråle, hvis du vil være en heks.” Men Gara og Jonay havde ikke held i kærlighed. Det var kærlighed ved første blik, og efter at de var flygtet fra deres forældre, som ville skille dem ad, begik de selvmord ved hjælp af en tilspidset stav af cedertræ på toppen af Garajonay.
Bæredygtig natur
En anden af Nationalparken Garajonays guider, Jacinto Leralta, afbryder sin fortælling for venligt, men bestemt, at bede en af de små om at holde op med at slå lidt for vildt omkring sig med en gren som udtryk for sin begejstring over at have fundet tilbage til stien. Jacinto fortsætter sin fortælling og tilføjer, at naturen er fuld af energi, mens han smilende peger på drengen. ”Hvad tror I, det her er?” spørger han, mens han fortsætter på stien Raso de la Bruma. ”Hvis man ser lidt anderledes på det, er det ikke en laurbærskov, men en selvforsynende bygning. Jeg kan godt lide at provokere de grupper, der kommer med mig. Jeg stiller spørgsmål for at få dem til at deltage med det, de tror, de ved. Sandheden er, at ligegyldigt hvor mange gange man kommer her, så vil man aldrig kende alle svarene. I denne skov, som vi her kalder ’bjergskoven’ er ingen dag lige som den næste, intet træ, ingen gren, intet sving på vejen, intet er det samme, og alting ændrer sig med tågen og med solen. Derfor er det sådan et betagende sted.” På turen spotter og beskriver han træstammer, som er 300-500 år gamle og op til 90 meter høje. De er fulde af liv og dækket af et grønt tæppe af mos. Faktisk eksisterer der 20 forskellige træarter og 1000 registrerede dyrearter i parken. ”De store stammer er omgivet at små stammer, som de giver næring til. Derfor dør de aldrig. Livet fortsætter bare der.”
Jacinto fortæller, at han og andre lokale ved, at der sker overnaturlige hændelser i parken. ”Vi har alle set ting og sager i Garajonay, når vi færdes her alene.” Mens han fortsætter ad stien, kærtegner han de arter, han støder på. Han kender alle detaljer vedrørende blomstring, og hvor de højeste træer findes, hvordan kløften påvirkes af den tætte tåge, og hvornår de tætte vækster pludselig forvandler dagen til nat og tager lyset med sig. ”Det er godt for jorden, fordi den næres af mørkets fugtighed.”
Det er overraskende at høre om, hvordan man tror på, at trolde og magiske væsner bor inde skovens dyb, samtidig med at man er bekendt med de økosystemer, der lever side om side herinde, og hvis bæredygtighed er beskyttet af selve skoven. Stedet har fået lov at opretholde sig selv uden indsats fra mennesker de sidste 25 år, og dermed har man opnået, at væksten af ”fayal-brezal” er gået tilbage, og laurbærskoven siden er kommet tilbage i disse højtliggende områder. Men alle arter lever side om side: lindetræer, stedsegrønne, laurbærtræer og kæmpebregner og mange andre.
Nationalparken Garajonay dækker over 3984 hektar kanarisk ”monteverde”-bevoksning, og dens aktivitetsområder og besøgscentre minder os om, at fugt er nøglen til, at denne type liv har kunnet overleve de sidste mange millioner år. Man kan på en måde sige, at forklaringen på det evige liv findes i disse bjergskove. For når alt er dækket af tåge, ved aftenstid og nogle gange om morgenen, så er det, at skoven får liv og gror. Det samme sker for skovens besøgende. De bliver en del af de historier, der fortælles i ly af tågen.
