Det bedste sted til dyk på Gran Canaria
På østkysten af Gran Canaria finder man et af de mest populære dykkersteder på De Kanariske Øer: revet i El Cabrón. Hvis man vil kende alle hemmelighederne i dette meget varierede terræn med en overraskende biodiversitet, kræver det mere end én dykkertur. Dette havområde består af en stenet platform, der bliver dybere og dybere indtil ni meters dybde, et imponerende rev fyldt med kringelkroge og til slut en bred sandbund på ca. 23 meters dybde. De mange forskellige habitater og det rige liv i havet i dette fantastiske område vil imponere enhver.
Dyk i grotter, ved klippevægge og sandbunde i Arinaga
El Arco Chico, Los Roncadores og Punta de la Sal er kun tre af de over 10 dyk, som man kan vælge imellem i El Cabrón. Mange af dem starter ved stranden i El Cabrón en kilometer fra byen Arinaga. Eksperterne på stedet og havets betingelser afgør, hvad der er mulighed for på den pågældende dag. Måske kan man komme ud i grotter fyldt med farverne fra de mange trommefisk, kanariske krebs og storøjefisk, eller man kan opleve klippevægge omgivet af sølvstimer af barracudaer, makreller og snappere eller en sandbund med stimer af gryntefisk, snigende rokker og måske en enkelt ørnerokke.